Den 9. april i år lagde Odense Teater, Snublesten Fyn og Historiens Hus en såkaldt snublesten for kunstneren og skuespilleren Bent von Müllen. Han skulle have været skudt på scenen, da det ville have været mest dramatisk. Men planen blev ændret og i stedet blev han koldblodigt skudt ved Odense Teaters personaleudgang. 

Du er måske stødt på eller måske ligefrem snublet over små forgyldte mindeplader, de såkaldte Stolpersteine, i fortovet, når du har været på ferie i Berlin eller i andre tyske byer. Måske er du stoppet op og har læst indskriften og gjort dig tanker om, hvem denne person mon var og hvilken skæbne personen fik. Projektet med Stolpersteine, eller snublesten, er et tysk kunstprojekt af kunstneren Gunter Demnig. Formålet er at gøre nazismens ofre mere synlige i gadebilledet og dermed også husket. I 2021 fik Odense som den første danske by udenfor København en snublesten. Snublestensprojektet er et meget konkret og bynært projekt, idet en forgyldt brosten – snublesten – nedsættes i fortovet foran den sidst kendte adresse for offeret. På denne snublesten er udover personens navn også fødsels- og, hvis dette vides, – dødsdato indgraveret. Dermed bliver nazismens ofre tydeliggjort i bybilledet, og forhåbentlig kan disse snublesten være med til at nazismens forbrydelser ikke bliver glemt og vække stof til eftertanke hos de forbipasserende.

Ved denne torsdagsmik fortæller stadsarkivar Johnny Wøllekær historien bag projektet og beretter om processen for at få nedsat de snublesten, som i dag kan findes i Odense. Derudover fortæller han om nogle af de skæbner, der gemmer sig bag de odenseanske snublesten.

Det sker torsdag den 25. april kl. 10-12 i Historiens Hus.

Pris: Kr. 60 (inkluderer kaffe og croissant)

Køb billet her. Billetter kan også købes kontant eller med MobilePay ved fremmøde i Historiens Hus i dagene op til arrangementet – så længe der er ledige billetter. Reservering er dog ikke mulig.

Foto: Historiens Hus