DIGI:talt med Erik Brandt, Joe Ingvartsen, Teresa Larsen & Stephan Schmidt

30.10–24.11.2020

Stephan Schmidt, foto. FGRV

Det er fire meget forskellige udtryk du kommer til at se på vores næste grafikudstilling.

Disse fire kunstnere arbejder med det digitale som oplæg til deres værk. Men det er næsten også det eneste der forener dem. Deres udtryk er meget forskellige, ligesom deres arbejdsmetoder og teknikker varierer meget – netop derfor bliver det en spændende udstilling. 

Vi glæder os til at vise deres nye værker frem fra fredag d. 30. oktober kl. 14. Vi holder afstand og har håndsprit, engang handsker og mundbind til rådighed.

De fire kunstnere udtaler sig her om deres værker:

 

Erik Brandt:

“Jeg har optaget en serie billeder af solen, direkte. Bag skyer og spejlende i havet, ønsker jeg at vise hvor meget sollyset betyder for os mennesker, og hvorledes jordens rolle som en planet i verdensrummet kan opleves som en del af en uendelig stor sammenhæng.”

 

Joe Ingvartsen:

Jeg arbejder med fotogravure. Den man laminerer på plader. DK3.

Jeg laver tre serier. Den første serie med landskab som jeg kalder ‘Strange Places’. Den anden serie fra nedlagt fabrik, som jeg vil kalde ‘Efter nedlukning’. Den tredje ‘En tur i skoven’.

 

Teresa Larsen 

Hvad står tilbage, når alle menneskene er væk? En evig jagt på motiver uden mennesker, på menneskefyldte destinationer, er blevet til en illusion om, at menneskeheden midlertidigt er forsvundet. Covid19 virkeliggjorde denne grafiske illusion, da vi i foråret var vidner til, på afstand af tv’et, selv de mest populære destinationer og pladser i Verden, stod mennesketomme tilbage. Der breder sig en ro, et nærvær med det der er. Intet andet forstyrrer, i de grafiske fotogravure tryk. Værkerne er et tilbageblik på de seneste års rejser.

 

Stephan Schmidt

Humor og billede går hånd i hånd i mine værker. Billederne danner en mening, som ikke altid er åbenbar, og så alligevel er den der.