Kulturregion Fyn skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om Mobilfilm:

Elever fra de fynske 4.-7. klasser har produceret intet mindre end 900 animations- og realfilm til mobilfilmkonkurrencen EDIT24 – og nu er årets vindere fundet.

Stemningen i Scala Svendborgs sal 2 dirrede af spænding under EDIT24s fynske galla, som blev afholdt fredag den 5. april. Her kulminerede uger med filmproduktion på de fynske skoler og en slutspurt, hvor mobilfilmkonkurrencens finalister blev fundet ved lokale filmgallaer i kommunerne.

Finalen blev afholdt som to delarrangementer i Svendborg. Den røde løber blev om formiddagen rullet ud for elever fra 4.-5. klasse, som havde produceret animationsfilm til EDIT24. Om eftermiddagen var det eleverne fra 6.-7. klasse, som dystede om ære og præmier med deres realfilm.

3.539 fynske skoleelever deltog

Der har ifølge EDIT24s projektleder Lenette Nagstrup Jensen være en fantastisk energi under hele forløbet – herunder lærerkurser, filmproduktion og lokalgallaer:

“EDIT24 har i år for alvor bevist, at det er et projekt, som eleverne, lærerne og skolerne vil. Med en stor stigning i antal deltagere er det tydeligt, at filmforløbet for mange fynske klasser er en prioritet, der fra skoleårets start sættes tid af til, fordi lærerne via kurser og projektets ramme får en stor støtte i at arbejde med filmmediet, hvilket er obligatorisk i grundskolen. Derudover booster EDIT24 elevernes engagement i filmarbejdet, når de på festlig vis mødes, fejre hinandens film og får chancen for at vinde priser og fede præmier”, forklarer Lenette Nagstrup Jensen