Stemningen var forrygende på Flakhaven her til eftermiddag (lørdag den 21. november), hvor byens store juletræ traditionen tro skulle tændes for at sprede lys og glæde i juletiden.

Byens børn har fulgt julemanden gennem gågaderne og kunne derefter smage den lækre godtepose, som hans hjælpere delte ud ved Rådhuset.

Ved halvfemtiden var pladsen allerede fyldt med mange glade odenseanere i alle aldre, som kom for at nyde juletræets lysende skær, mærke den altoverskyggende julestemning og ikke mindst danse julen ind. De sidste ankom til lyden af de fremmødtes ”Der er længe, længe til”, men når man fik øje på det endnu ikke tændte juletræ, virkede julen alligevel meget nær.

Der bliver danset og sunget (og sågar gumlet) med på julens sange under anførelse af hele byens nisse, Torben Iversen. Og i den kolde novemberluft stod mange sikkert og drømte om den varme julegrød til tonerne af ”Deeeeeeet er risengrød *smask smask smask*”.

Da klokken nærmede sig 17, kom julemanden op i brandvæsnets kran for at kunne tænde det store juletræ – Der var nedtælling fra ti, og på slaget ét tændte han træet med sit julestøv. Afslutningsvis sang alle Højt fra træets grønne top og glædede sig endnu mere til juleaften om en måneds tid.
/ANF

IMG_7490_Fotor ny