Der er gode penge at tjene til fælleskassen ved at sælge skrabelodder for Diabetesforeningen. Det fandt IF Stjernens U12- og U14-drenge ud af, da de i foråret var ude at stemme dørklokker. 6.615 kroner tjente håndbold-drengene til sig selv – penge, der er blevet brugte til at dække nogle af udgifterne til et håndboldstævne i Göteborg i starten af sommerferien.

De spillere, der solgte lodder. Foto: Diabetesforeningen

– Jeg er utrolig stolt af, at det er lykkedes for drengene at samle så mange penge ind. Som klub kan vi ikke klare os for kontingenter alene. Jeg vil helt sikkert anbefale andre at sælge skrabelodder for Diabetesforeningen. Det er nemt og hurtigt at gå til for børnene og samtidig går overskuddet af salget jo til et rigtig godt formål. Derfor har det også været en god læring for børnene, at de skal yde en indsats for selv at få noget, siger Britta Storm, der er medlem af klubbens ungdomsudvalg og mor til en af drengene. Hun fortæller, at børnene ved at sælge skrabelodder også indsamlede 11.760 kroner til diabetessagen.

Overskud giver bedre liv med diabetes
Fra 1. september åbner Diabetesforeningen for endnu et skrabelotteri. Et skrabelod koster 25 kroner. 9 kroner går til sælgeren, mens Diabetesforeningen får 16 kroner per solgt lod – overskuddet går til børne- og familiekurser, forskning i diabetes, rådgivning og oplysning om diabetes.

– 10 børn og unge i Danmark bliver hver uge ramt af type 1-diabetes. Sygdommen rammer tilfældigt og kan hverken helbredes eller forebygges. Når man har type 1-diabetes, mister kroppen evnen til at producere det livsnødvendige hormon insulin. Sygdommen vender derfor op og ned på tilværelsen – ikke kun for det barn eller det unge menneske, der bliver ramt, men for hele familien. Derfor er vi glade for og stolte af, at overskuddet fra skrabelodssalget kan være med til at give børnene og deres familier et bedre liv med diabetes, siger Søren Biune, der er chef for marketing og fundraising i Diabetesforeningen.

Tilmeld jer nu
I 2016 havde Diabetesforeningen omkring 10.000 skrabelodssælgere på landsplan fordelt på foreninger, klubber, skoler, spejdere og lignende. Salget indbragte et overskud på 7,6 millioner kroner, og gør en kæmpe forskel for diabetessagen. Omkring 3,4 millioner kroner gik direkte videre til de mange klubber og foreninger, som deltog i salget. Pengene går blandt andet til lejrture, sportsrejser, nyt udstyr, fælles aktiviteter og meget andet.

I efterårets lotteri er der mere end 10.000 gevinster på lodderne til en samlet værdi af mere end 1.3 millioner kroner. Heriblandt en Citroên C3 PureTech 82 til en værdi af 139.900 kroner samt et drømmerejsegavekort til en værdi af 100.000 kroner.

Du melder dig som sælger på hjemmesiden www.diabetes.dk/lotteri eller ved at kontakte Diabetesforeningen på tlf. 63 12 90 17 eller e-mail: skrabelotteri@diabetes.dk

Salgsperioden er fra den 1. september – 4. december 2017.