Hvordan ser smerte egentlig ud? Kunstner Katrine Skovsgaard har undersøgt emnet i tæt samarbejde med en række smertekronikere, og fået dem til at visualisere deres individuelle smerteoplevelse. Det er blevet til værket (I), der består af lige dele fotografi og maleri.

Foto: Vollsmose Kulturhus

Fra d. 4. april til d. 24. maj kan du i Vollsmose Kulturhus opleve en udstilling af værket (I) der er skabt i forbindelse med kunstner Katrine Skovsgaards afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 2016. Udstillingens omdrejningspunkt er kronisk smerte og den herskende tabuisering og usynliggørelse af dette i samfundet.

Hver femte voksne dansker oplever fysiske smerter hver eneste dag, og lider i den forstand af det, man kalder for kroniske smerter. Det samme gør kunstner Katrine Skovsgaard. Men efter fire år med konstant hovedpine, der i den grad stod i vejen for hendes kunstneriske arbejde, besluttede hun sig for at forene de to. Hun udviklede en metode, hvor hun kunne udtrykke sin smerte gennem kunsten, og det på en måde, der kom til at virke lindrende og afklarende. Herfra tog hun skridtet videre til udfærdigelsen af (I), hvor andre smertekronikere har fået rum til at visualisere deres individuelle oplevelse af smerte.

Værket (I) er blevet til i en kollektiv kunstnerisk proces. Det består af elleve store silkebannere, der på grund af det meget fine materiale svæver let og elegant ned fra loftet. Motiverne på bannerne er store portrætter, der er fotograferet af Katrine Skovsgaard og efterfølgende påtrykt silken i størrelsesforholdet 1:1. De portrætterede personer er alle smertepatienter, der hver dag oplever en smerte, som det kan være svært at formidle til andre. Derfor har Katrine Skovsgaard bedt patienterne om at udtrykke deres smerter ved hjælp af maleriet. De portrætterede har malet direkte på silken. På den måde har Katrine Skovsgaard afgivet en del af sin kunstneriske kontrol til dem, det faktisk handler om: smertekronikerne.

De elleve portrætter er trykt i sort/hvid, og de eneste farver der er, er dem, smertekronikerne har brugt til at udtrykke deres smerter. På den måde får Katrine Skovsgaard noget så ubegribeligt som smerte til at stå meget tydeligt frem.

Udstillingen, der også indeholder videooptagelser af værkets tilblivelse, kan opleves i Vollsmose Kulturhus’ åbningstid. Der er fri entré.

Mandag: 9-15
Tirsdag-torsdag: 9-16
Fredag: 9-14