LAKRIDS BY BÜLOW kigger tilbage på et exceptionelt godt regnskabsår for 2019 med vækst i omsætningen på 16 pct. og et rekordhøjt driftsresultat. Lakridsvirksomheden fastholder investeringer i en helt ny produktkategori og en fortsat ekspansion i udlandet, men forventer grundet coronakrisen en lavere vækst i 2020.

Den succesfulde lakridsvirksomhed LAKRIDS BY BÜLOW med de bornholmske rødder har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2019. Med en samlet omsætning på 218 millioner kroner, der svarer til en vækst på 16 pct. sammenlignet med året før, og et driftsresultat (normaliseret EBITDA) på 29.4 millioner kroner, der svarer til en vækst på 93 pct. mod 2018, er regnskabet det bedste i virksomhedens historie.

LAKRIDS BY BÜLOW

Resultatet kommer på baggrund af en omfattende rebranding med fokus på bæredygtighed og en ny global vækststrategi, der skal sikre fortsat øget salg, ekspansion og internationalt kendskab til den danske lakrids.

”2019 var et definerende år i vores historie, hvor vi skiftede ud i vores navn, tog store skridt i en mere bæredygtig retning med lakridsdåser i 100 procent genbrugt plast og rebrandede virksomheden til en mere international profil. Vi har meget hurtigt oplevet en stærk positiv afsmitning af vores nye strategi, hvor vi er lykkedes med at vinde nye markedsandele uden for Danmark, der efterspørger dansk kvalitetslakrids. Samtidig har vi formået at opbygge en meget loyal og voksende international kundebase,” siger administrerende direktør Fredrik R. Nilsson og fortsætter:

”Vi fastholder trods udviklingen i verdenssamfundet som følge af coronavirus vores planlagte investeringer i et helt nyt forretningsområde og den fortsatte internationale ekspansion med flere forhandlere. Vi har i begyndelsen af 2020, januar til april, leveret et bedre resultat sammenlignet med året før på både top- og bundlinje. Dette til trods for, at vi har haft lukkede butikker af sundhedsmæssige hensyn i 4-6 uger afhængig af det pågældende land. Det positive resultat skyldes især, at vi er lykkedes med at flytte salget fra de lukkede butikker over på e-commerce. Det glæder mig naturligvis, men vi kigger fortsat ind i et meget usikkert globalt marked, hvor vi endnu ikke kender det fulde omfang af coronavirussens konsekvenser, og derfor forventer vi nu en lavere vækst i 2020, end vi leverede i 2019.”

Introducerer helt ny produktkategori

Som led i planen om at lære verden at elske lakrids er LAKRIDS BY BÜLOW klar med en helt ny produktkategori. Fra maj 2020 lancerer LAKRIDS BY BÜLOW for første gang et produkt uden for konfekturekategorien: En økologisk lakridslikør med et twist af kakaobønner, der kommer til at gå under navnet FORTIFIED LIQUORICE. ”Fortified” er det engelske ord for forstærket.

Likørnyheden lanceres med høje forventninger efter to års intensivt udviklingsarbejde.

”Vi har siden dag ét skabt en helt ny lakridskategori, som vi hele tiden ændrer og udvider rammerne for. Vi har længe haft lysten til at bevise, at lakrids som smag kan begå sig på højeste niveau i andet end konfekture. Derfor er vi efter to års udvikling nu klar med lanceringen af FORTIFIED LIQUORICE, hvor vi har taget vores grund DNA, den sensoriske oplevelse af lakrids og chokolade, og skabt en likør tilpasset det internationale marked,” siger kreativ direktør og grundlægger Johan Bülow og fortsætter:

”Vi kommer med et utrolig stærkt udviklet produkt, som vi starter med at lancere med fokus på de europæiske markeder. Men ambitionen er, at FORTIFIED LIQUORICE om tre til fire år skal være en væsentlig vækstdrivende motor for hele LAKRIDS BY BÜLOW-forretningen.”

LAKRIDS BY BÜLOW har i dag 26 egne butikker, 2000 forhandlere og sælger via sin e-commerce til 110 lande.

  2018 2019 2019 vs. 2018
Sales 189 218 16%
EBITDA 10,2 24,4 139%
Norm. EBITDA* 15,2 29,4 93%
Del på sociale medier