En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt for lokale at støtte unge idrætsaktive, hver gang bilen tankes. Aftalen skal i første omgang komme de unge medlemmer i Tarup-Pårup Idrætsforening til gode, men foreningen håber på sigt, at alle får glæde af den.

I Tarup-Pårup Idrætsforening arbejdes der hårdt på at gøre idrætten interessant for byens lokale. Derfor har foreningens seneste tiltag været at åbne en E-sportslinje, som skal få endnu flere unge til at søge mod foreningslivet.

“Vi forsøger at være et samlingspunkt i byen og skabe et sted, hvor børn, unge og øvrige med interesse for aktivitet og idræt kan mødes og danne nye venskaber på tværs af blandt andet alder,” siger Henrik Rosager Pedersen, der i foreningen betegnes som “altmuligmand”.

Klubben gør meget for de unge, forklarer Henrik Rosager. Derfor glæder det ham, at klubben har underskrevet en ny sponsoraftale med energiselskabet OK.

“De unge kommer i første række, men på sigt håber vi, at aftalen også kan komme vores seniormedlemmer til gode. Det kunne være i form af at give et tilskud til rejseudgifter,” siger han.

Sådan støttes foreningen
Aftalen er simpel. Man kan støtte foreningen med 5 øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og energiselskabets forhandlere, som betaler støtten. Man skal bare huske at melde sit OK Benzinkort til Tarup-Pårup Idrætsforenings sponsoraftale.

Idrætsforeningen får 5 øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere 5 øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte foreningen med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.

Aftalen med OK fik Henrik Rosager Pedersen selv i stand, da han er formand for sponsorudvalget.

“Jeg hørte om sponsoraftalerne gennem min genbo og tænkte, at det var en god mulighed for Tarup-Pårup Idrætsforening til at kunne give vores unge medlemmer bedre materialer,” siger han og nævner som eksempel, at der kan købes nye ketsjere og fjerbolde til badmintonafdelingen.

Lokale aktiviteter er OK
OK er med på banen, når flere af Danmarks bedste sportsudøvere kæmper for guld. Men støtten går ikke kun til eliten. I en lang årrække har OK også støttet lokalsporten, da virksomhedens tankstationer spiller en rolle i lokalsamfundet. Derfor har det virket naturligt for OK at støtte lokalsporten.

“Lige nu har mere end 1.600 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor,” siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.

Fakta om OK og sponsoratet:
– OK er et dansk andelsselskab, ejet af cirka 12.000 kunder og forhandlere
– OK forsyner boligejere, landbrug og erhvervsliv med olie, brændstof, naturgas, varmepumper, solceller, el, mobiltelefoni og forsikringer
– OK støtter sammen med de lokale OK-forhandlere omkring 1.600 klubber og foreninger over hele landet. Foruden sporten støtter OK bl.a. arbejdet i SOS Børnebyerne samt Dansk Handicap Idræts-Forbund

Tarup-Pårup Idrætsforening har som mange andre foreninger i Danmark underskrevet en sponsoraftale med energiselskabet OK. Arkivfoto: OK.