Gorm Hjelm Andersen er ansat som ny koncernchef i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Den 43-årige Gorm Hjelm Andersen har godt 14 års erfaring med den kommunale beskæftigelsesindsats i blandt andet Holbæk og Køge, og han får i Odense særligt ansvar for arbejdet med de jobparate ledige og samspillet med byens virksomheder.

– Vi har i ansættelsesprocessen fået et virkelig positivt indtryk af Gorm og den dedikation, han lægger for dagen, og han har da også fået meget flotte skudsmål med fra sine tidligere kollegaer i Holbæk. Gorm går på arbejde med ét mål for øje: At hjælpe borgere ud i job og uddannelse – og det er dét, vi har brug for i forvaltningen, siger direktør René Junker og fortsætter:

– Vi har ledt efter en faglig stærk koncernchef, en yderst kompetent leder og et dedikeret menneske. Dét Kinderæg, har vi fundet i Gorm, og jeg glæder mig til at få ham med på holdet.

Gorm Hjelm Andersen bliver en del af Koncernledelsen i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, der foruden direktør René Junker består af fem koncernchefer.

– Jeg søgte stillingen, fordi jeg helt grundlæggende finder mening i at hjælpe ledige i beskæftigelse. Det er dét, der har været omdrejningspunktet igennem hele min karriere, og dét jeg finder glæde i. Når man har set og ved, hvad det betyder for andre igen at blive en del af arbejdsmarkedet, er det da fantastisk at kunne spille en rolle i dét, siger Gorm Hjelm Andersen og fortsætter:

– Jeg glæder mig rigtig meget til at spille den rolle i Odense, hvor der – selv om ledigheden er faldet igennem det seneste år – stadig er rigtig mange odenseanere, vi skal hjælpe i arbejde. Forvaltningen har en klar målsætning om at nå landsgennemsnittet i 2020, og det er for mig personligt en fed faglig udfordring, siger Gorm Hjelm Andersen.

– Vi får i Gorm en faglig stærk mand, der har været med på hele rejsen og udviklingen af beskæftigelsesområdet. En erfaren mand, der kender alle de reformer, der har været de seneste mange år, og som i høj grad forstår det, der kommer. Det er godt for os, og det er rigtig godt for de mennesker, vi skal hjælpe, siger direktør René Junker.

Gorm Hjelm Andersen tiltræder i Odense Kommune den 1. august.