Tirsdag den 23. oktober bød på en tidlig julegave til Julemærkehjemmet Fjordmark, da Kristina Sindberg fra Odense kom forbi med 200 flasker økologisk God Morgen® juice fra Rynkeby. Som vinder af en konkurrence kunne hun nemlig frit vælge et velgørende formål, og valget faldt på børnene fra Julemærkehjemmet.
Tirsdag var en helt særlig dag for Kristina Sindberg fra Odense. Her tog hun nemlig til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kruså for at overraske børnene med 200 flasker økologisk juice fra Rynkeby-brandet God Morgen® for at sprede lidt ekstra glæde på morgenbordet.
Kristina Sindberg vandt for kort tid siden et års forbrug af juice og muligheden for at donere 200 flasker fra juiceproducenten i Ringe til et velgørende formål efter eget valg. Valget faldt på Julemærkehjemmet Fjordmark, fordi de efter Kristina Sindbergs mening gør et kæmpe arbejde.
– Det har altid været rigtig vigtigt for mig, at mine børn har det godt og er en del af et fællesskab. Jeg har derfor valgt at give juicen til Julemærkehjemmet Fjordmark, fordi de hjælper børn med at finde troen på sig selv, så de kan gå ud og skabe deres egne successer, fortæller Kristina Sindberg om sit valg.
Hos Julemærkehjemmet Fjordmark er glæden stor over den tidlige julegave, som skal bruges til at skabe hygge og fællesskab hos de 30 børn i alderen 7-14 år.
– Vi er taknemmelige for, at Kristina har tænkt på os og ønsker at give os en flot gave i form af 200 flasker God Morgen® juice. Mange af vores børn er ikke vant til at blive tilgodeset i det daglige, så det at opleve, at andre tænker på én, er for mange af vores børn en stor og god oplevelse, siger Lasse Balsgaard, forstander for hjemmet, og fortsætter:
– Da børnene ikke “bare” må få juice i dagligdagen, vil vi bruge juicen til særlige lejligheder. På den måde rækker gaven længere, og endnu flere børn når at få glæde af gaven.
Det er vigtigt at sige godmorgen til hinanden
Kristina Sindberg var en del af en konkurrence på det sociale medie Instagram, hvor hun opfordrede alle til at huske at sige godmorgen til hinanden. Det lille ord skaber sammenhold og fællesskab, både når man samles ved morgenbordet eller i en travl hverdag husker at sige godmorgen til hinanden.
– Jeg så et opslag på Instagram fra en anden, som ønskede sine følgere en god morgen og opfordrede andre til at gøre det samme. Jeg følte mig inspireret af budskabet og besluttede mig for at gøre det samme. Jeg vidste faktisk ikke, at jeg deltog i en konkurrence, så det var da en ekstra bonus, siger Kristina Sindberg.