Vi er en gruppe unge frivillige fra Odense, der interesserer sig for ligestilling og feminisme, og det er os der er arrangørerne bag Femi Festival (som også er navnet på vores forening), der afholdes på Ungdomshuset i Odense den 6.-8. marts 2020.

Det er i år vores fjerde festival, og her inviterer vi én gang om året en bred vifte af musikere, kunstnere, foredragsholdere og debattører m.fl. til at optræde og debattere, med udgangspunkt i FN’s verdensmål nr 5: Ligestilling mellem kønnene.

Vores festival er utrolig vigtig for både os og vores publikum, fordi der ikke findes mange af den slags forummer i Odense og omegn, dels fordi der ikke er midler til det, og dels fordi relevante events er en mangelvare i sig selv.

Men det er nu engang sådan, at større kræfter har valgt at sætte sig i vejen for vores succes, eller, som vi selv kalder det, give os en mundkurv på, og det vil vi ikke finde os i. Så vi har besluttet os for at tage kampen op, den lille fisk imod den store, som vi agter at vinde. I det følgende vil vi beskrive vores problem.

VORES NYE NABO, FACEBOOK, HADER OS.

Engang havde vi en Facebook side: facebook.com/femifestival, som Facebook valgte at fjerne i sommers, da denne skulle have overtrådt deres fællesskabsregler. Vi var ikke selv klar over hvad vi havde gjort forkert, hvorfor vi appellerede deres afgørelse og spurgte Facebook hvordan vi præcist havde fejlet, da vi gerne ville rette op på problemet. Men Facebook svarede aldrig på denne appel, og valgte bare at lukke siden ned uden yderligere kommunikation.

Derefter har vi prøvet at oprette siden igen tre forskellige gange, men denne er også blevet fjernet med begrundelsen, at den lignede den foregående for meget. Vi er med andre ord blevet ”shadow banned” for evigt tid, hvilket betyder at man hverken kan finde vores begivenhed eller os på Facebook, og det ville heller ikke nytte noget at oprette en ny side, for det samme scenarie ville finde sted.

Lukningen af den oprindelige side har betydet at vi har lidt et kæmpe tab i form af billeder, videoer, interaktion, for slet ikke at tale om vores følgere, samt andre former for vidnesbyrd om de unges indsats og hårde arbejde over de sidste tre år. Studierne viser at danskernes yndlingssted at informere sig omkring lokale begivenheder er netop Facebook, og vi mener, at man som vores nye nabo (i form af det Data Center som Mark Zuckenberg og hans slæng er ved at bygge i vores baggård) med lukningen af vores side uden dialog, har udvist respektløshed for vores ungdom, samt lokalbefolkningen som helhed.

Det ovenstående oplever vi som stående i stor kontrast til den holdning Facebook havde da nyheden om Facebooks Data Center i sin tid brød ud, hvor firmaet var meget åbne omkring deres ønske om, at tage del i lokalsamfundet og støtte projekter der skaber forbindelse mellem mennesker. Men dette gælder åbenbart ikke Femi Festivalen, der til gengæld bliver støttet af Odense Kommunes Børne-og Unge forvaltning, herunder Ungdomshuset, By og Kulturforvaltningen, samt den danske stat igennem Statens Kunstfond. Hvis vi er gode nok til disse offentlige institutioner, hvorfor er vi så ikke gode nok til Facebook?

Som man kan læse, er denne sag utrolig vigtigt for os, men den burde være vigtigt for alle uanset alder og køn, fordi en af feminismens vigtigste komponenter er, at man ikke lader sig censurere, især af store og magtfulde virksomheder som Facebook. Vores event er netop med til at give en stemme til marginaliserede befolkningsgrupper der til dagligt kæmper en ligestillingskamp, som mange af os frit kan vælge fra og til i vores hverdag, mens andre ikke har noget valg. Det er med andre ord vores bidrag til dannelse og uddannelse af gode demokratiske samfundsborgere, der tager del i verden og de problematikker der er. For os er det en proces hvor man også kan og må begå fejl, så længe man lærer af dem, samt tager den læring med sig fremover.

HVORFOR SKRIVE VI TIL NETOP DIG/JER?

Vi har desværre ikke har de økonomiske ressourcer der skal til for at få Facebook til at tage os alvorligt, men vi har til gengæld dig/jer og tusindvis af andre danskere, samt en skudsikker strategi, som vi håber, vil få dem til at række ud til os. Vi håber derfor, at vi ved at skrive til dig/jer kan få delt spredt vores historie til en større del af Danmarks befolkning, og at vi på den måde kan få vores Facebookside tilbage. Med andre ord håber vi at du/I kan hjælpe os med, i fællesskab, at kræve vores ret til demokrati!

På følgende link kan man læse den appel Ungdomsskolens leder, Karsten Damsgaard, har skrevet på vores vegne: https://www.facebook.com/ungdomshuset.odense/posts/1726838660792616?__tn__=K-R

Mere info om selve Femi Festivalen finder man på vores hjemmeside http://femifestival.dk/ eller på vores Instagram @femifestival