På baggrund af den aktuelle bandesituation i Odense har Fyns Politi valgt midlertidigt at opgradere sikkerheden omkring byens borgmester Peter Rahbæk Juel.

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel blev i marts passet op af medlemmer fra banden Black Army på en tankstation på Nyborgvej i Odense, en episode som borgmesteren fredag anmeldte til Fyns Politi.

Episoden opstod, efter at borgmesteren gennem flere uger har været en markant figur i debatten omkring kriminelle bander, med baggrund i dette og den aktuelle bandesituation i Odense har Fyns Politi nu valgt at midlertidigt opgradere sikkerheden omkring borgmesteren.

Odense Kommune har i sagens natur ingen kommentarer til de konkrete sikkerhedsforanstaltninger.