Odense, Økologi,
Foto:ABW

I oktober måned kom Coop med et reklamefremstød for at købe økologiske fødevarer. Coop og Danmarks Naturfredningsforening samarbejdede om projektet “Et Sprøjtefrit Danmark”. De valgte at omdøbe oktober til Øktober og satte fokus på at vælge økologi til og dermed fravælge sprøjtede varer.

Og danskerne tog det til sig! Coop har ikke tidligere solgt så mange økologiske varer. Også Danmarks Naturfredningsforening er begejstrede og anslår, at det øgede øko-salg samlet set har sparet grundvandet for ti ton sprøjtegift.

Salget af økologiske varer steg med 22 procent i oktober, i forhold til oktober 2016 – hvilket svarer til, at mere end hver ottende indkøbte fødevarer var økologisk og det blev det største økologiske salg nogensinde.

Ella Maria Bisschop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening siger: “Det er fantastisk, at stadig flere danskere tager økologien til sig, for det gavner jo både dem selv, naturen og drikkevandet,”

Og Coops CSR-chef Thomas Roland istemmer den positive tone: “Økologi er blevet hverdag i hele landet, og vi er meget stolte af, at Øktober har været den mest økologiske måned til dato.”

 

Økologi er ikke kun noget man køber i byerne

I hele landet steg salget af økologi i Coop´s butikker. De butikker der havde størst fremgang ved økologisk salg var Fakta og Dagli´Brugsen – butikker der ligger flest af i de mindre bysamfund, men i starten af kampagnen var den største fremgang i Lemvig kommune med en stigning på hele 38%

Thomas Roland konstatere på den baggrund: “Det viser, at forskellen mellem land og by udligner sig. Og økologi er blevet allemandseje.”

“Øktober-kampagnen har sat økologi og sprøjtegift på dagsordenen og givet mange danskere stof til eftertanke. Vi har været meget glade for samarbejdet med Coop, fordi det giver muligheden for at påvirke danskerne netop dér, hvor de træffer valget, om det skal være økologisk,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Øko-salget er støt stigende

Der er en klar tendens i Danmark – danskerne ønsker økologiske varer og Øktober-kampagnen har egentlig bare bygget videre på den tendens. Over de seneste ti år er salget af økologiske varer steget hver år og der er intet der tyder på, at det kommer til at ændre sig.

Ny forskning fra Aarhus Universitet viser nemlig, at økologien hænger ved. Er du først begyndt at købe økologiske varer, vil du fortsætte med det og endda købe endnu mere økologi.

Thomas Roland siger: “Med Øktober tager vi forskud på fremtiden, for jeg er ikke i tvivl om, at økologi fremover vil fylde meget mere på vores tallerkener.”

Også landbruget og politikerne har fanget budskabet og er klar til at følge med efterspørgslen.

Knap 1.000 landmænd vil være økologer
Næsten 1.000 landmænd har i år søgt om støtte til at omlægge til økologi eller udvide deres økologiske areal. Det svarer til, at Danmarks økologiske areal kan vokse med op mod 19 procent.

Regeringen og Dansk Folkeparti har fremrykket ekstra midler, så alle de landmænd, der opfylder betingelserne, kan få støtte til omlægningen.

Det vækker glæde hos Danmarks Naturfredningsforening, der arbejder for at al landbrug på sigt bliver omlagt til økologi.

“Danmark har brug for mere økologi, for det er bæredygtigt i ordets egentlige betydning. Økologiske landmænd klarer sig økonomisk bedre, der er mere natur på og omkring de økologiske marker og drikkevandet slipper for sprøjtegift,” siger Ella Maria Bisschop-Larsen