Juletræsfest satte punktum for 5-årig forvandling af Østerbro
Da Østerbroborgerne holdt juletræsfest den 26. november, markeredes samtidig afslutningen på bydelens områdefornyelse, som har været i gang siden 2012. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse.
Odense Kommune har i samarbejde med beboere og erhvervsdrivende forvandlet Østerbro til et fedt sted af bo. Det hele startede ved Østre Skole, hvor den tidligere skolegård blev omdannet og fik bl.a. scene og multibane. Derudover er der skabt nye byrum og mødesteder med små pladser og grønne åndehuller. Trafikmæssigt har der været fokus på Østerbro og Skt. Jørgens Gade, hvor hastigheden er sænket, og der er skabt bedre forhold for gående og cyklister. Området har også fået nye stier og trygge adgange. Senest er der kommet en ny stibro over Odense Å, som binder Østerbro sammen med det øvrige stisystem, som fortsætter helt til Dalum.
Men vigtigst af alt, er der blevet skabt en fælles identitet hos bydelens beboere. Østerbro er gået fra at være et lidt udefinerbart område til at være en decideret bydel i Odense, som har noget helt særligt at byde på.
-Østerbro udmærker sig ved at kunne rumme alle bydelens beboere. Det har helt fra begyndelsen været meget vigtigt for beboerne og for os som kommune at tænke de udsatte ind som en integreret del af området, men samtidig sikre en balance til områdets øvrige beboere. Med etableringen af varmestuen og en samtidig interesse for Østerbro fra private investorer er der alle tegn på, at det er lykkedes rigtig godt, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.
Områdefornyelsen er løbet op i 30 millioner kroner, hvor staten har betalt en tredjedel og kommunen to tredjedel. Men der er brugt langt større beløb, når man tager de private investeringer med. Formålet med en områdefornyelse er blandt andet, at de offentlige investeringer gerne skulle smitte af på de private, så de også får lyst til at give deres bidrag. Der er blandt andet opført nye familieboliger og ungdomsboliger, og der er planlagt opførelse af flere typer boliger forskellige steder i området. Bl.a. COOP’s tidligere erhvervsejendom og TDC’s gamle bygning. Østerbro har også tiltrukket større og mindre erhvervsvirksomheder, som har valgt at drive deres virksomhed i området.
Lørdag den 26. rundes projektet så af med juletræsfesten på Østre Plads, som er arrangeret af Østerbro Borgerforening. De har blandt andet sørget for julebanko, ponyridning og julegodter. Til festen har Odense Kommune sørget for dukketeater og juleklip samtidig med, at de lancerer e-bogen ”Østerbro – et fedt sted at bo”. Bogen indeholder før og nu billeder og en række videoer, hvor borgere og andre aktører fortæller om deres deltagelse i projektet. Den kan ses fra lørdag den 26. november på www.facebook.com/osterbrodk og www.odense.dk/osterbro. Byrådsmedlem Anders W. Berthelsen byder velkommen til juletræsfesten og runder på den måde områdefornyelsen officielt af.
Christian Agertoft fra Østerbro Borgerforening glæder sig over bydelens store forvandling.
-Vi er hele vejen igennem blevet mødt af engagerede medarbejdere fra kommunen, som har været meget lydhøre over for vores ideer. Det er derfor en stor glæde at bevæge sig rundt i kvarteret nu og se, hvordan meget er blevet lige, som vi ønskede os. Nu er det så op til os at tiltrække endnu flere aktive beboere, så vi kan inspirere hinanden til at holde fast i den gode udvikling, så Østerbro bliver ved med at være et aktivt område, siger Christian Agertoft.
Om områdefornyelsen
Start: 2012. Slut: 2016. Dog afsluttes to projekter først i foråret 2017 (rampen til den nye stibro over Odense Å og trappen ved Frederiksbroen)
Økonomi: 10 mio. fra Staten – 20 mio. fra Odense Kommune
5 indsatsområder
14 projekter
8 arbejdsgrupper