Nu bliver det muligt at tage bilen ind til fire såkaldte Park + Bike-stationer i Odense og snuppe cyklen resten af vejen til arbejde.

På stationerne står din cykel klar til brug i et tørt og aflåst cykelhus, mens bilen naturligvis kan holde gratis parkeret, når du er på cyklen. Det kan være svært at finde tid til motion i en travl hverdag, men nu bliver det lettere at vælge cyklen til arbejdet. Som medlem af Odenses nye Park + Bike-ordning er det muligt at parkere bilen gratis på fire stationer i byen, snuppe sin cykel og nyde den friske luft på resten af turen. Det skriver Odense Kommune i en pressemeddelse.

Cyklen holder klar i et aflåst cykelhus, og herfra er der frisk luft og let motion i hverdagen.
– For mange kan det være nødvendigt at bruge bilen om morgenen og eftermiddagen på grund af afstand, børn og indkøb med mere. Men nu giver vi mulighed for, at cyklen kan bruges et stykke af vejen. Det koster ikke noget at benytte sig af Park + Bike-ordningen, så jeg håber, at mange vil tage godt imod den. En cykeltur kan både være motion og en god start på dagen, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Sådan virker Park + Bike.
Det er nemt at blive en del af Park + Bike. Interesserede skal kigge forbi Borgerservice i Odense. Her bliver der udleveret en nøglebrik til det cykelhus, hvor ens cykel fremover skal bo. Med nøglebrikken i hånden kan huset tages i brug, og der bliver passet godt på cyklen, når den ikke bruges.

Der skal betales et depositum på 100 kr. for nøglebrikken ved udlevering, og nøglebrikken bliver lukket, hvis den ikke har været brugt i tre måneder.

Læs mere her og se oversigten over stationerne.

Foto; Pressemeddelse Odense Kommune