Midtfyns Festivalen fortsætter med at fyre op under den store syng-med-fest, som løber af stablen den 3. og 4. september i Ringe. Næste band på plakaten er Back to Back, der altid er leveringsdygtige i fantastisk stemning og koncerter med en god kontakt til publikum.

Siden deres albumdebut med ”Den Første” i 1987, har den danske popduo Back to Back markeret sig som nogle af landets bedste sangskrivere. Hits som ”Jonathan”, ”En Som Dig”, Som De Andre Gør, ”Jeg Holder Fast”, ”En Elsker Som Dig” m.fl er blevet en fast del af radioerne og streamingtjenesternes spillelister og er sange, der stadig betyder noget for danskerne.

”Vi havde Back to Back på plakaten til festivalen i 2020, som blev aflyst, men vi kunne høre på publikums efterspørgsel, at de var ikke klar til at give slip, så selvfølgelig skulle Back to Back have chancen igen i 2021”, fortæller festivalleder, Kim Skovby Klindt.

Morten Remar og Nis Bøgvad, som udgør Back to Back behersker den svære kunst at skabe iørefaldende pop-perler, der hænger ved, og som ikke mister glansen henover årene. På Midtfyns Festivalen kan du opleve Back to Back med hele perlerækken af klassikere.

I forvejen har Midtfyns Festivalen annonceret Sanne Salomonsen, Hardinger Band, Blues Brothers Souvenir Show, Lasse Helner m.fl. til festivalen i 2021.

Midtfyns Festivalen bliver afholdt 3.-4. september på Dyrskuepladsen i Ringe.

Billetter kan købes på www.midtfynsfestival.dk