Den fynske papirklipper Torben Jarlstrøm Clausen elsker at klippe papirklip, og nu er han inviteret til The Nordic Center i Duluth, Minnesota. Der skal han udstille og undervise amerikanske børn og voksne i, hvordan han klipper sine finurlige eksistenser fri for papiret, hvori de for en tid har været opslugt. Det er tredje gang indenfor halvandet år, at Torben Jarlstrøm Clausen klipper i USA og turen til Minnesota er blevet en realitet gennem støtte fra Fynske Frimureres Fond.

Fra omkring år 1850 og fremefter er omkring 400.000 danskere immigreret til USA og en stor del heraf til Midtvesten, hvor Duluth ligger. The Nordic Center i Duluth har løbende et stort fokus på at fastholde den skandinaviske kultur herunder altså også dansk papirklip. Torben Jarlstrøm Clausen glæder sig over denne interesse for det skandinaviske, som han oplever i Midtvesten:

Torben Jarlstrøm Clausens tur til USA i slutningen af april 2017 er blevet en realitet, efter at Fynske Frimureres Fond har valgt at støtte projektet med kr. 15.000 kr. Fra venstre Svend Erik Grønvald og Torben Jarlstrøm Clausen.

– For lidt over et år siden satte jeg saksen til papiret i forbindelse med Norsk Høstfest, der er Nordamerikas største skandinaviske festival, som årligt fejrer skandinaviske kulturarv. Det var der, at repræsentanter fra The Nordic Center i Duluth fik øje på min verden af klippede eksistenser. Som dansker er det overvældende at opleve den store interesse, der er for nordisk kulturarv så lang hjemmefra, siger Torben Jarlstrøm Clausen, som i januar 2016 klippede ved museet The Philips Collection i Washington DC, hvor han var inviteret af den danske ambassade i Washington.

Den kommende tur til USA er støttet af Fynske Frimureres Fond og fondens administrator Svend Erik Grønvald fortæller:

– Fonden synes det er spændende, når en odenseansk kunstner bliver inviteret til USA. Og vi er glade for, at Torben Jarlstrøm Clausen nu med fondens støtte kan rejse derover og dele sin kunnen med saksen med amerikanerne. Hans papirklip har et personligt udtryk, og er han eksponent for en gammel dansk papirkliptradition, som også H.C. Andersen mestrede, siger Svend Erik Grønvald.

Torben Jarlstrøm Clausens papirklipunivers er befolket af eksistenser, der tidligere har været opslugt i papiret, hvor de var tynget af deres egne og omgivelsernes begrænsninger:

– Jeg kan fornemme, at figurerne er i papiret, men på det tidspunkt er de triste. De er uforløste og har noget i deres liv, som nager dem. Efter at have fået en hånd fra saksen, er de alle klippet fri og færdes nu glade i vores mangfoldige verden, siger Torben Jarlstrøm Clausen, som fortæller, at netop det er forklaringen på, at alle hans klippede eksistenser smiler og er glade.

Klippeworkshops på stribe
Torben Jarlstrøm Clausen holder jævnligt klippeworkshops i Danmark og det er også tidligere blevet til workshops i Japan og USA. På disse workshops får deltagerne – under Torben Jarlstrøm Clausens kyndige vejledning – mulighed for selv at selv at sætte saksen til papiret og forløse deres helt egne klippede eksistenser. Deltagerne oplever det allerbedste ved at klippe i papir – nemlig øjeblikket, hvor papiret foldes ud og magien opstår.

Torben Jarlstrøm Clausen sprang ud som praktiserende papirklipper i 2004 og har siden da udstillet over 100 steder heraf flere gange i Japan og USA. Han er 51 år og bor i Odense. Følg Torben Jarlstrøm Clausen på: www.jarlstroem-klip.dk og www.facebook.com/Papirklipper. E-shop på Etsy: https://www.etsy.com/shop/JarlstroemPaperArt