Der findes rigtig mange fantastiske poeter i Danmark. Og nu kan du opleve flere af dem i Storms Pakhus, når de sammen med Spoken Words inviterer nogle af tidens mest aktuelle digtere ind i varmen for at dele ud af deres poetiske bagkatalog.

”Vi elsker at kombinere andres gode ideer med vores rammer som mad- og kulturhus. Vi er derfor stolte af samarbejdet med Spoken Word, fordi vi her flytter poesien ind i anderledes rammer og skaber et arrangement, hvor vi oplever poesi i fællesskab. Samtidig er vi stolte af at kunne give danske poeter og kunstnere scenen og opleve dem sætte ord på sig selv, “ fortæller Ida Cecilie Stub Sørensen, event- og kommunikationsmanager hos Storms Pakhus.

Arrangementerne, som har fået navnet ”Digte & Drinks”, finder sted eftermiddage på udvalgte torsdage, og her vil det ikke kun være muligt at opleve et udvalg af Danmarks helt skarpe poeter. Det vil også være muligt at nyde en cocktail lavet specielt til det enkelte arrangement.

Det næste arrangement bliver afholdt den 17. september fra kl. 16.00-18.00 med intet mindre end Caspar Eric.

Og hvem er så Caspar Eric?

Caspar Eric, foto: Storms Pakhus

Caspar Eric har lige siden sin debut i 2014 med digtsamlingen 7/11 været et markant navn på den danske lyrikscene. Det skyldes især, at han tør bruge sine digte til at vrangvride sig selv og hele sin generation. Som han siger ”at skriver poesi er at placere sig selv midt i det åbne sår.”

I Caspar Erics nyeste digtsamling ”Alt hvad du ejer” er omdrejningspunktet derfor også digteren selv. Her fortæller han både om tabet af et ufødt barn, en ufrivillig abort og giver derigennem en skildring af livets cyklus. På den måde skriver han ikke kun fantastiske og rørende digte, men er med til at sætte et sprog på noget, der kan være rigtig svært at sætte ord på.

Glæd jer til endnu flere navne …. 

Praktisk

Arrangementet finder sted torsdag den 17. september fra kl. 16.00-18.00. Oplæsningen kræver billet, men er naturligvis gratis. Hent din billet her

Udover selve oplæsningen er det muligt at købe cocktails, lavet særligt til dette arrangement. For at se, hvornår næste arrangement bliver afholdt, kan du holde dig opdateret her.