Tre projekter på Fyn og et enkelt på Langeland får i disse dage besked om, at de har modtaget støtte fra Nordea-fonden. Dermed tegner regionen sig for flest støttede projekter.

Et lidt kedeligt og nærmest trøstesløst stykke flat tag på toppen af et beboerhus, skal nu forvandles til et grønt mødested med haver, kunst og aktiviteter.

I et udsat boligområde i bydelen Rising i Odense C har den almennyttige boligforening Civica fået 567.500 kr. til at etablere et grønt mødested, der skal bidrage til at trække nogle af områdets ensomme ud af deres lejligheder og ind i fællesskabet med naturen som trækplaster. Rising har en kulturel mangfoldigt sammensat beboergruppe.

“Nogle beboere har et andet natursyn med sig og er måske ikke vant til at opholde sig i det grønne. Vi vil gerne udvikle metoder, så folk har lyst at være ude i naturen,” fortæller Katrine Frederiksen, der er civilsamfundsrådgiver for Boligsocialt Hus.

Konkret ser de i Rising på, hvordan man i et bynært område kan dyrke haver i højbede med udgangspunkt i bæredygtighed og biodiversitet.

I forhold til social bæredygtighed har mange projekter fokus på at åbne for flere brugergrupper samt skabe tilgængelighed for socialt udsatte og personer med handicap, så flere kan blive en del af fællesskabet.
I alt tre projekter på Fyn og et enkelt på Langeland har fået støtte.

Byhaver og biodiversitet
Puljen er iværksat for at støtte borgerdrevne initiativer, som får både bynaturen til at gro og fællesskaberne til at vokse. F.eks. i form af friluftsbade, fælles byhaver og legepladser med biodiversitet i fokus.

Mange af de støttede projekter er mindre anlægs- og facilitetsprojekter, som omdanner asfalterede områder og uudnyttede græsarealer til grønne åndehuller og nye samlingssteder i byerne.

Nordea-fonden havde oprindeligt øremærket 50 mio. kr. til Her gror vi-puljens to uddelingsrunder, men pga. stor efterspørgsel uddeles samlet hele 66,8 mio. kr. – 16,8 mio. kr. mere end planlagt.

“Vi er igen blevet blæst bagover af det enorme engagement, vi har mødt i både frivillige og professionelle organisationer. Der er saft og kraft i de borgerdrevene initiativer, og vi glæder os til at bidrage til at få de mange fællesskabsorienterede aktiviteter til at spire,” siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.

Flere små fællesskaber i store byer
De 57 projekter kommer fra hele landet, men især foreninger i de større danske byer har vist interesse for puljen.
Seks projekter hører hjemme i Københavns og Frederiksberg Kommune, mens foreninger i både Aarhus og Vejle Kommune tegner sig for fire hver. Også initiativer i Odense, Hillerød, Randers, Viborg, Aalborg, Thisted, Køge, Roskilde, Esbjerg, Kolding og Vejle har fået støtte.

De fleste af de 57 nye byoaser ventes at være ført ud i virkeligheden i løbet af det næste års tid.

Fakta om Nordea-fondens Her gror vi-pulje
• Nordea-fonden har med Her gror vi-puljen uddelt 66,8 mio. kr. til 102 projekter i hele Danmark i 2023.
• Puljen har fokus på at fremme gode liv i byen med fokus på at bidrage til bynaturen og styrke blå og grønne fællesskaber.
• Alle almennyttige organisationer – dvs. foreninger samt selvejende- og offentlige institutioner – kunne søge fra 200.000 kr. til 1 mio. kr.
• Nordea-fonden modtog 123 ansøgninger i første runde og uddelte 29,1 mio. kr. til 45 projekter. I anden runde modtog fonden 239 ansøgninger og uddelte 37,7 mio. kr. til 57 projekter.
Læs mere om puljen på www.nordeafonden.dk/hergrorvi

I bydelen Rising Odense har man øje for det flade tags muliheder. Sieng Vo Han, Ahmad Khaldo og boligsocial medarbejder Abdirashid Abdi gør klar til ibrugtagning, inden taget omdannes totalt til et indbydende grønt opholdssted. Pressefoto