Kåringen af Årets Ejerleder 2018 på Fyn står for døren, og tre finalister er nu udvalgt. Prisen går til den ejerleder, der som frontfigur i en ejerledet virksomhed har en central rolle i at skabe vækst og succes til inspiration for andre. Prisen som Årets Ejerleder uddeles for 15. gang af PwC i samarbejde med Nykredit og Dansk Erhverv.

Tre finalister er nu fundet til kåringen af Årets Ejerleder 2018 på Fyn. De er blevet udvalgt blandt en lang række virksomheder med dygtige ejerledere i spidsen, der ikke alene skaber vækst, men også har en ambitiøs strategi for fremtidig vækst.

“De tre finalister er udvalgt blandt et stærkt felt af dygtige fynske ejerledede virksomheder, og de er alle tre eksempler på succeshistorier, som vi ser frem til at hædre ved regionskåringen. Vi ønsker et stort tillykke til de tre finalister på Fyn, som hver dag går forrest og skaber vækst og udvikling til stor inspiration for andre,” fortæller Mikael Johansen, partner i PwC i Odense, der med Årets Ejerleder ønsker at sætte fokus på de danske ejerledere og deres betydning for erhvervslivet.

Finalisterne er:

Freddy Raeder – ejerleder i Dansk Sprinkler Teknik
Dansk Sprinkler Teknik blev stiftet i 2010 og er Danmarks eneste full-service brandsikringsselskab og certificeret sprinklerinstallatørvirksomhed, som projekterer, installerer og vedligeholder anlæg i hele Norden. Virksomheden forebygger og bekæmper således ildebrande i Danmark, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland. På den måde forestår virksomheden både udvikling, montering og service på sprinkleranlæg. Virksomheden har oplevet en stejl vækstkurve siden begyndelsen, og ejerleder Freddy Raeder har formået at skabe en sund virksomhed med en markedsandel på 40 %. Inden for de næste tre år forventes en vækststigning på 25 % inden for tre år.

Freddy Raeder er ejerlederen bag Dansk Sprinkler Teknik og er ansvarlig for virksomhedens daglige drift. Han arbejder dog tæt sammen med virksomhedens fem øvrige partnere, der besidder hver deres ansvarsområde i virksomheden. Dette sikrer et godt overblik og stort ledelsesmæssigt indblik i forretningen, hvilket understøtter ejerlederens fokus på at stille det rette hold og sikre, at arbejdet bliver udført af de rigtige mennesker på en ordentlig og effektiv måde.

Dansk Sprinkler Teknik har hovedsæde i Odense.

Henrik Anker – ejerleder i Gibotech A/S
Gibotech A/S blev etableret i 1984, og i dag udvikler, installerer og servicerer virksomheden højteknologiske automationsanlæg. Virksomheden har fokus på at skabe unikke robot- og automatiseringsløsninger med kunder og medarbejdere i centrum. Gibotech A/S er desuden kendetegnet ved at have en flad struktur og er en organisation, som er under udvikling og i høj vækst. Ejerleder Henrik Anker forventer således en omsætningsvækst på 51-75 % de kommende tre år og en stigning i medarbejderstaben. Den fremadrettede vækst skal ske organisk.

Henrik Anker overtog virksomheden for ti år siden i en alder af 36 år. Ejerlederen er en beslutningskompetent, ambitiøs og innovativ ejerleder, som har formået at skabe en succesfuld virksomhed med fokus på talent og kompetencer. Henrik Anker arbejder med muligheden for at dele medarbejdere med andre virksomheder og den vej igennem udligne manglen på talenter og kompetencer i branchen. Seneste tiltag på området er stiftelsen af automatiserings- og robotanlæg sammen med Sanovo 50/50, hvor Gibotech skal levere løsninger til Sanovos Worldwide markedsledende position inden for ægbehandling.

Gibotech har hovedsæde i Odense.

Flemming Hjort – ejerleder i Masentia
Masentia er blandt de største selvstændige udbydere af avanceret produktionsudstyr til industrien i Skandinavien og forhandler innovative maskinløsninger med et højt serviceniveau og høj brandværdi. Virksomheden har eksisteret i over 50 år og skiftede i 2014 navn til Masentia, der er en sammentrækning af maskiner og sentia, der betyder nærvær på latin.

Ejerlederen bag Masentia, Flemming Hjort, har et stort fokus på at udvikle virksomheden og medarbejderne for hele tiden at fremstå som en moderne og løsningsorienteret virksomhed med en høj kvalitet. Flemming Hjort er drivkraften og stræber efter perfektion, præcision og hele tiden at bevare pladsen som markedsledende virksomhed. Masentia har desuden skabt Masentia Academy for at styrke talentmassen i maskinindustrien, hvor målgruppen er studerende på erhvervsskoler og nyansatte i maskinindustrien.

Masentia har også hovedsæde i Odense.

Ejerlederen gør en forskel
Hos Nykredit lægger man vægt på, at de tre finalister er kendetegnet ved, at ejerlederen har formået at skabe en bemærkelsesværdig vækst og samtidig går forrest og gør en stor forskel for virksomhedens succes.

“Ejerledere gør en forskel – ikke bare for den enkelte virksomhed, men også for dansk økonomi. Både nogle af vores største virksomheder og rigtig, rigtig mange af de små- og mellemstore er ejet og ledet af den samme person. Mange ejerledere taler om firmaet og de ansatte som en ekstra familie, og det er netop det, der gør ejerledede virksomheder til noget helt særligt,” siger centerdirektør i Nykredit, Lars Holm.

Tillid bidrager til vækst og udvikling
I år sætter Årets Ejerleder 2018 fokus på tillid. Der bliver i stigende grad behov for, at også erhvervsledere er med til at øge sammenhængskraften såvel globalt som lokalt ved bl.a. at markere sig mere direkte i den offentlige debat og vise mere åbenhed om ordentlighed på parametre rundt om virksomhedens kernedrift, såsom samfundsansvar, ligestillingsforhold og miljø.

“Vi uddeler i år en særlig temapris med fokus på tillid, som går til den ejerleder, som formår at skabe tillid til medarbejdere, kunder og øvrige stakeholders. Vi ser tillid, som et aktiv, der er med til at skabe sammenhængskraft og øget værdi i samfundet, og det er afgørende for virksomhedernes vækst og udvikling at have fokus på netop tillid for at opnå succes og skabe en vindervirksomhed,” forklarer Mikael Johansen, partner i PwC i Odense.

Louise Riisgaard, markedschef i Dansk Erhverv, lægger vægt på temaets vigtighed som et afgørende parameter for ejerledernes succes:

“De succeshistorier, som de ejerledede virksomheder skaber, og den måde, de arbejder med årets tema på, er til stor inspiration for alle. Tillid er en kerneværdi i det danske samfund, og det er tillid, som Danmark og dansk erhvervsliv i høj grad bygger sin samhandel på med såvel lokalsamfundet som globalt. Det er derfor essentielt i arbejdet hos de ejerledede virksomheder at have fokus på emnet.”

Tid og sted for Årets Ejerleder på Fyn
Torsdag den 25. oktober 2018 kl. 16:00-18:30, Nature Energy Park, Højstrupvej 7b, 5200
Odense

Fakta om Årets Ejerleder 2018
Det er PwC, Nykredit, Dansk Erhverv og Finans, der står bag prisen, som uddeles for 15. gang. Årets tema er tillid.

De syv regionale vindere går videre til landskåringen, som finder sted den 8. november 2018 hos PwC, Strandvejen 44, 2900 Hellerup.

Juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC og sidste års vindere.

Sidste års vinder på Fyn: Mads Pedersen fra Alfred Pedersen & Søn. Foto: PwC Danmark