Fremover bliver det Kasper Thomsen, der skal løfte den vigtige opgave med at fastholde og udvikle Odense ZOO’s store sponsornetværk.

Sibirisk tiger, foto: Odense Zoo

Et stort og stærk sponsornetværk bliver vigtigere og vigtigere for en zoologiske have, og derfor opruster Odense ZOO nu på den front.

Fremover bliver det Kasper Thomsen, der skal tage sig godt af de mange sponsorer i Odense ZOO. Han kommer fra en lignende stilling i Odense Sport og Event, men fra den 21. september hedder jobbet sponsor- og eventansvarlig i Odense ZOO.

– Jeg er enormt glad for, at vi lykkedes med at få fingrene i en ombejlet mand som Kasper, siger Bjarne Klausen, direktør i Odense ZOO.

År for år falder de offentlige tilskud til de zoologiske haver, og derfor er der brug for et godt og stort netværk af sponsorer, siger direktøren.

– Med ansættelsen af Kasper i en ny og mere strømlinet stilling, end vi før har haft, opruster vi vores indsats. Både for at tage os rigtig godt af de mange sponsorer, vi allerede har, og selvfølgelig for at skaffe nye sponsorer til vores stærke netværk, siger Bjarne Klausen.

Sammen med ansvaret for sponsornetværket skal Kasper Thomsen også sikre, at de mange events, som Odense ZOO normalt afholder i løbet af året, forløber, som de skal.

Selv glæder han sig til at komme i gang med de nye opgaver:

– Jeg kommer med masser af ideer og erfaring, som jeg glæder mig til at implementere i Odense ZOO’s sponsorarbejde med et stærkt værdifællesskab – et unikt univers med muligheder, der kun begrænses af fantasien i hjertet af Odense og Fyn, siger Kasper Thomsen.

– Derudover glæder jeg mig til at blive en del af det passionerede og engagerede medarbejderteam, som hver dag er med til at gøre en forskel for at fremme dyre- og naturbevarelse, siger Kasper Thomsen.